På følgende arbejdspladser er der varslet strejke for medlemmer af Uddannelseslederne. Strejken kan tidligst træde i kraft 4. april 2018.

Fyn

  • Fugleviglund Produktionshøjskole
  • Faaborg-Midtfyn Produktionsskole
  • Østfyns Produktionsskole
  • Middelfart Produktionsskole
  • Otterup Produktionshøjskole
  • Søndersø Produktionshøjskole
  • Odense Produktionshøjskole
  • Sydfyns Erhvervsforskole

Nordjylland

  • Lille Vildmose Produktionsskole
  • Aalborg Produktionsskole

Hovedstadsområdet

  • Undervisningsministeriet STUK

 

Strejkevarsel for det kommunale område
Lønmodtagerorganisationerne på det kommunale område har besluttet at varsle strejke med virkning fra 4. april. Strejkevarslet er endnu ikke afsendt. Det skal senest afsendes den 7. marts, og først når det er afsendt, bliver det meddelt, hvilke arbejdspladser der vil blive udtaget til strejke på det kommunale område og de enkelte får direkte besked.

Som du ved, har vi ikke kunnet få et tilfredsstillende resultat forhandlet hjem ved OK18 forhandlingerne med de offentlige arbejdsgivere.

Derfor har vi taget konsekvensen og har sammen med alle de andre organisationer for offentlige ansatte varslet strejke for en andel af vores medlemmer.

Der er stadig håb om, at konflikten afværges, men i første omgang er vi nødt til at forberede os på, at der er kolleger, der skal strejke fra den 4. april ved døgnets begyndelse. De strejkevarslede har alle fået direkte besked på særskilt mail.

Parterne var indkaldt til møde i Forligsinstitutionen torsdag d.1. marts, og der foreligger på den baggrund stadig muligheden for et forlig. En konflikt, der kan komme til at omfatte hele det offentlige arbejdsmarked, er en meget alvorlig situation, og der afsøges alle muligheder for at undgå den. Men en konflikt er uundgåelig, hvis ikke parterne kan nå til enighed om en aftale, som begge parter kan stå inde for.

I tilfælde af at konflikten bliver en realitet, stiller Uddannelseslederne støtte til rådighed for dem, som på grund af deltagelse i konflikten ikke får sædvanlig løn fra arbejdsgiveren. Konfliktstøtte vil, som det ser ud nu, blive ydet som støtte med et fast beløb, kr. 1846 pr. konfliktdag. Bliver vi ramt af lockout, kan det blive nødvendigt at ændre konfliktstøtten. Du vil løbende blive orienteret.

Konflikten vil omfatte alle afdelingsledere, viceforstandere og lærere ansat ved en række skoler, der er omfattet af Organisationsaftalen for ledere og lærere ved produktionsskoler af 30. juni 2015 mellem LC og Finansministeriet. Det drejer sig om Produktionsskolerne på Fyn og i Aalborg. Konflikten omfatter også konsulenter i undervisningsministeriet.

Udvælgelsen er sket parallelt og i samarbejde med de andre organisationer for at opnå den størst mulige effekt. Vi oplever et stærkt fællesskab og står sammen i LC-Lederforum om strategien.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatet ved konsulent Christina Bohmann cb@uddannelseslederne.dk +45 2893 0368, fusionskonsulent Steen Devantier, sd@uddannelseslederne.dk eller formand Kristian Hjorth, kh@uddannelseslederne.dk +45 2893 0435

Modtager du denne mail på din arbejdspladsmail, må du gerne give os besked om din private mailadresse, som vi skal bruge for at nå dig under en evt. konflikt.

Vi er naturligvis rigtig kede af, at vi er endt i denne situation, men vi oplever, at de centrale arbejdsgivere hele tiden strammer skruen og i forhandlingerne blankt afviser vore krav. Jeg vil afslutningsvis mane til besindighed og udtrykke et stort håb om, at der kommer et resultat igennem forligsinstitutionen, så en konflikt helt kan undgås. Hold endvidere løbende øje med hjemmesiden, hvor vi vil orientere om situationen.

Med venlig hilsen

Kristian Hjorth, formand

Efter det tredje sammenbrud i overenskomstforhandlingerne er en storkonflikt rykket tættere på. Uddannelsesledernes medlemmer har historisk set ikke været i konflikt før, men det kan nu blive tilfældet for første gang.

De faglige organisationer, herunder Uddannelseslederne, forbereder sig på, at en konflikt på hele det offentlige arbejdsmarked kan blive en realitet, hvis parterne ikke bliver enige.

En konflikt vil også omfatte uddannelseslederne
Der er konstateret sammenbrud i forhandlingerne på alle tre offentlige ansættelsesområder – kommunerne, regionerne og staten – og dermed vil en konflikt også omfatte Uddannelsesledernes medlemmer.

”Det er desværre ikke lykkedes parterne at blive enige i forhandlingerne. Det helt store konfliktpunkt er lønudviklingen over de næste tre år, der skal sikre en fornuftig realløn. Det betyder, at parterne nu er indkaldt til møde i Forligsinstitutionen,” siger Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand og formand for LC-Lederforum.

Første møde i Forligsinstitutionen er indkaldt til torsdag den 1. marts 2018.

Det sker nu:
Forhandlingsfællesskaberne på de tre arbejdsgiverområder har besluttet at varsle strejke med virkning fra 4. april 2018. Det betyder, at der på det statslige område vil blive afsendt strejkevarsler torsdag d. 1. marts, og at der på regionernes og kommunernes område vil blive afsendt varsler på tirsdag d. 6. marts.

Sådan holder vi dig orienteret:
Uddannelseslederne vil kontakte de medlemmer og arbejdspladser, der bliver omfattet af konflikten.

Vi forventer, at 10-15 procent af medlemmerne i så fald vil blive udtaget til konflikt. Når vi ved mere om dette og andre forhold, der kan få betydning for dig som medlem, melder vi det ud direkte på mail og/eller her på hjemmesiden. Det er vigtigt at dine kontakt oplysninger er opdaterede også med en privat mail adresse. Opdateringer og rettelser i kontakt informationer sker ved at sende en mail til info@uddannelseslederne.dk – vi får ikke automatisk oplysninger ved flytning eller lignende.

Har du spørgsmål?
Så kontakt konsulent Christina Bohmann fra sekretariatet på cb@uddannelseslederne.dk eller +45 2893 0368 eller fusionskonsulent Steen Devantier, sd@uddannelseslederne.dk og formand Kristian Hjorth, kh@uddannelseslederne.dk, +45 2893 0435

Vi holder dig opdateret via hjemmesiden
Sker der noget nyt af betydning for medlemmerne, skriver vi det her på hjemmesiden.

 

Både arbejdsgiverne og lønmodtagerne har forskellige konfliktvåben til rådighed. Hvilket af dem, der bliver trukket og i hvilken rækkefølge, er afgørende for, hvilke uddannelsesledere og lærere der bliver udtaget til en eventuel strejke eller ramt af lockout.

Med sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne på det statslige område fredag og på det kommunale område mandag er en storkonflikt rykket nærmere.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du som  leder skal nedlægge arbejde eller bliver lockoutet, hvis der bliver konflikt. Omvendt er der dog også mulighed for, at alle overenskomstansatte i det offentlige bliver omfattet af strejke eller lockout.

Om du bliver udpeget til at strejke af dit fagforbund, eller om du bliver ramt af lockout af din arbejdsgiver, afhænger nemlig af en række forhold. Afgørende er, hvilken form for konflikt det bliver, og hvem der har trykket på den endelige aftrækker.

Der er overordnet to former for konflikt, alt efter hvem der trækker strejkevåbenet. Både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden har nemlig hver deres konfliktvåben. Den ene er en strejke. Her er det lønmodtagerne, der vælger at nedlægge arbejdet. Den anden form er en lockout. Her er det arbejdsgiverne, det fratager medarbejderne muligheden for at gå på jobbet.

De to strejke-våben
Uanset hvilken part, der trækker konfliktvåbnet, kan du faktisk ikke selv bestemme, om du vil deltage i en konflikt eller ej.

Er det lønmodtagersiden, som vælger at strejke, er det fagforeningerne, som beslutter, hvilke af deres medlemmer der skal strejke – for det er ikke nødvendigvis alle. Fagforbundene vil typisk indkalde 10-15 procent af deres medlemmer til at strejke. På den måde kan de målrette strejken, så den udelukkende rammer udvalgte arbejdspladser, og forbundene har råd til at holde strejken kørende i længere tid.

Fagforbundene har dog også kraftigere skyts i deres arsenal. De kan nemlig også vælge at indkalde alle medlemmer til strejke. Dermed bliver strejken mere slagkraftig. Men den bliver også vanskeligere at holde kørende i længere tid for fagforeningerne, idet det er langt dyrere for forbundene at støtte deres medlemmer økonomisk. De konfliktomfattede får nemlig ikke løn under konflikten.

Lockoutens ofre
Hvilke medarbejdere, der bliver ramt af en lockout, afhænger af, hvilken arbejdsgiver der iværksætter den.

Er det Moderniseringsstyrelsen, der er arbejdsgiver på det statslige område, er det de statsligt overenskomstansatte, som bliver forment adgang fra deres arbejde og dermed ikke får løn under konflikten. Er det Kommunernes Landsforening, der er arbejdsgiver på det kommunale område, er det de kommunalt overenskomstansatte, der bliver ramt.

Både Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening har som særlig krudt i deres ammunitionslager desuden mulighed for at lockoute enten alle ansatte inden for deres område eller bestemte grupper – for eksempel lærerne.

Den, der varsler sidst
Selv om begge parter kan vælge at varsle en konflikt, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at der bliver strejke, hvis det er arbejdsgiverne, som har iværksat konflikten. Arbejdsgiverne kan nemlig vælge at lockoute medarbejderne, inden lønmodtagernes strejkevarsel er trådt i kraft.

Det kaldes en defensiv lockout – modsat en offensiv lockout, hvor det er arbejdsgiversiden, som har varslet først. Arbejdsgiverne vil typisk vælge en defensiv lockout for at dræne fagforbundenes økonomi eller for at få konflikten overstået hurtigst muligt.

Parterne kan ved årets overenskomstforhandlinger tidligst varsle konflikt fra 1. april. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan gøre det senere. Dermed er det stadig for tidligt at sige, om der bliver konflikt, og hvem der præcist vil blive omfattet.

Lønmodtagersiden har dog meldt ud, at der foregår en koordinering af, hvilke medlemmer de i givet fald vil udpege. Samtidig har såvel Kommunernes Landsforening som Moderniseringsstyrelsen ifølge pressen erklæret, at de er klar til at lockoute som modtræk, hvis fagforbundene varsler strejke.