Lønregulering: Lønnen i staten faldt med 0,09 pct
Det forventede lønfald bliver ikke nær stort, som blev varslet i januar. Den automatiske lønregulering fører til en lønnedgang 0,09 pct. pr. 1. februar 2021 – og det er væsentligt under de forventede 0,25 pct.
En fejl i de data, som ligger til grund for reguleringsordningen, førte til, at lønreguleringen blev sat i bero i januar. Fejlen er nu rettet, og den korrekte regulering kan beregnes.
Korrekt løn på vej
Uddannelseslederne forventer herefter, at alle forudlønnede vil få udbetalt den korrekte løn for marts måned, og at der foretages en efterregulering som følge af forkert reguleret løn for februar måned.
Lønanvisningen til bagudlønnede finder sted i løbet af februar måned, og disse vil få udbetalt den korrekte løn for februar.
Procentregulering for lønninger pr. 1. februar 2021
Den nye reguleringsprocent for lønninger i staten kan herefter beregnes til: 110,2211
OK-21 AFTALE PÅ DET STATSLIGE OMRÅDE
På vegne af Uddannelseslederne og andre fagforbund med medlemmer på statslige arbejdspladser, har CFU indgået en generel aftale med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Forholdene for f.eks. FGU og EUD og en række mindre skoleområder forhandles i de kommende uger. Medlemmerne skal dog først stemme om et samlet resultat for OK21 i midten af marts måned.
Lørdag aften den 7. februar blev der indgået en ny overenskomst for ca. 198.000 statslige ansatte. Aftalen skal gælde fra 1. april og tre år frem. Hovedpunkterne i aftalen er bl.a.:
– Generelle lønstigninger på 4,42 procent, hvilket vil betyde en reallønsfremgang i perioden
– Reguleringsordningen fortsætter, så en utakt i lønudviklingen i forhold til det private område udjævnes
– Seniorbonus på 0,8% af lønnen indføres til alle over 62 år. Bonussen kan veksles til to dages frihed eller pension
– sorgorlov
– ny arbejdstidsaftale for lærerne
– Kompetenceudvikling
Desuden er det aftalt, at der i perioden skal ske en analyse af det statslige lønsystem. Det kan blive en trædesten til forbedringer ved næste overenskomstforhandling.
Først urafstemning i marts
Efter at de generelle forhandlinger er afsluttet for alle statslige ansatte, går en række specielle forhandlinger i gang for de forskellige faggrupper og fagforbund. Der er dog ikke afsat penge til disse forhandlinger, men parterne kan veksle elementer fra gældende aftaler med nye elementer.
Først når de specielle forhandlinger er afsluttet, er der et samlet resultat for nye overenskomster, som skal sendes til urafstemning blandt medlemmerne.
Uddannelsesledernes bestyrelse vil efter det kommende bestyrelsesmøde 23. februar, komme med deres anbefaling, oplyser formand Kristian Hjorth. Han tilføjer at resultatet ikke er prangende, men hæfter sig ved at aftalen i en situation med stor usikkerhed, sikrer de ansattes realløn, samt at reguleringsordningen videreføres og at det endvidere lykkedes at aftale en seniorbonus med valgmuligheder for seniorer.