For Ole Sværke, forstander på Produktionsskolen Frederikssund Foruddannelsescenter, handler det grundlæggende om, at den enkelte elev skal lykkes. Det er det, der er hele omdrejningspunktet i det meget forskelligartede job som skoleleder på en lille produktionsskole.
Ole Sværkes job som forstander består af en hel vifte af forskellige opgaver:
”Jeg har lige siddet og kigget driftsbudgettet og regnskabet efter i sømmene, og den anden dag var jeg til møde i ministeriet i følgegruppen for implementeringen af FGU. Selvfølgelig er det spændende, at tage ind til ministeriet og markere sig der. Men det, der for alvor betyder noget for mig, er jo, når jeg er med til at rykke en elev ude på skolen”.
Ole forklarer, at både det politiske arbejde og opgaverne tæt på eleverne i bund og grund handler om at skabe de bedst mulige vilkår for skolens ca. 70 elever, som har oplevet mange nederlag i uddannelsessystemet og derfor ikke har de store forventninger.
”Vi bor jo i Skibby på en gammel maskinfabrik, og folk har nogle gange et billede af, at det er et lidt lousy sted, inden de skal herud. Men når så de kommer herud, har vi aldrig oplevet elever, der ikke har haft lyst til at starte”.
Det er en vigtig opgave for Ole at fortælle de gode historier om, når eleverne på skolen trives og rykker sig på trods af deres dårlige erfaringer med skolesystemet. For Ole handler det om at gøre det synligt for det omkringliggende samfund, at de som produktionsskole er vejen ind i uddannelsessystemet for skolens elever, der ellers ikke ville få en uddannelse eller bare sidder derhjemme og er glemt af systemet.
Men opgaven er ikke let, da den type elever, der går på skolen, ikke er vant til at fortælle de gode historier om sig selv.
”Vores type elever har ikke altid lyst til at fortælle om sejrene. Det er som om, at de har været vant til at sige ’pyh, det gik godt’, i stedet for at juble over projektet med armene over hovedet. Så jeg arbejder en del med at få de gode historier om elevernes flotte produkter frem i lyset”.
Synlighed tiltrækker nye elever
Skolen er som alle de andre produktionsskoler afhængig af at tiltrække elever for at overleve. Så synligheden handler også om, at andre unge får øjnene op for skolens kvaliteter.
Ole arbejder hele tiden på at prikke til de mennesker i det omkringliggende samfund, der har ordet. Det kan være kan være borgmesteren og det lokale erhvervsliv, ligesom Ole selv tager ordet, når han er til møder med andre skoler eller politiske grupperinger.
Skolen tilbyder de unge en uddannelse med stor faglighed på de praktiske færdigheder, hvor de producerer nogle helt konkrete ting med deres hænder. Så Oles opgave er at få spredt budskabet om, at her er en skole for de unge, der ellers har risiko for helt at droppe ud af uddannelsessystemet.
Kræver kvalitet i håndværksfagligheden
Når man skal tiltrække den type unge, kræver det ifølge Ole en stor håndværksmæssig faglighed ude på skolens værksteder. Han har derfor organiseret skolen med en gruppe faglærere, der på hvert sit område får lov til at være specialister og dyrke fagligheden indenfor lige netop deres område.
”Vi skal tilbyde de unge en anden faglighed end den boglige, så derfor skal vores faglærere være sindssygt dygtige til deres fag ude på værkstederne. Noget af det, jeg glæder mig allermest over, er den her energi, når to eller flere værksteder arbejder sammen, fordi opgaven kræver det”, fortæller han.
Rundt om faglærerne, har Ole ansat en række lærere, der dækker flere kompetencer og derfor kan vejlede de unge og fylde huller ud, når der mangler en til at træde til på et af værkstederne.
Og så skal alle medarbejdere formå at se potentialet i vores elever, kunne møde dem i øjenhøjde og være med til at gøre skolen til et trygt sted for alle.
Skolens placering i Skibby gør at skolen ligesom de lokale virksomheder ikke får særligt mange ansøgninger, når de slår stillinger op. Derfor er Ole stolt af i dag, at det alligevel lykkedes at tiltrække så dygtige medarbejdere til skolen.
Paradoks at planlægge efter de politiske vinde
Samtidig med organiseringen af lærerkræfterne på skolen, skal Ole sætte sig ind i alle reglerne og de nye politiske tiltag med blandt andet FGU.
Han er glad for, at man med FGU´en forsøger at rydde lidt op i de mange forskelligartede love og regler, som skolen er underlagt i dag, men er også realistisk omkring, at finansieringen af skolen også bliver kompliceret i fremtiden.
”Der kan være nogle politiske ønsker fra det kommunale, som ikke nødvendigvis stemmer overens med de statslige ønsker. Og der kan være ministerier, der direkte modarbejder hinanden, så det handler om altid at være på forkant med de politiske beslutninger, der påvirker ens organisation”.
Ellers risikerer Ole pludselig at stå med for få elever og for mange ansatte, og det vil ødelægge skolens økonomi. Men faktisk er det, der frustrerer Ole mest, hvis han ser unge, der bliver tabt på gulvet eller dropper ud på grund af strukturændringer, hvor de unge ikke kan begå sig:
”Hvis vi får færre elever, fordi de er kommet i arbejde eller ind på en anden uddannelse, er det jo fint. Men hvis de bare kommer på passiv forsørgelse eller sidder hjemme, er vi jo ret langt fra at kunne lykkes med dem”.
Derfor er han også meget opmærksom på, at hvis den kommende FGU skal lykkes med de unge, så skal der være et tæt samarbejde mellem Den Kommunale Ungeindsats og de nye FGU-skoler.
