Glædelig fri-jul fra formanden

Kære alle

Så kom hjemmekontoret i gang igen, de fysiske møder er begrænsede eller aflyst, julefrokosterne ligeså. Det ligner efterhånden en jul, som vi kender den, efter en meget lang tid med Corona!

Vi ved fra tidligere, at det betyder ekstra arbejde for jer, flere svære beslutninger og dilemmaer i forhold til at vægte hensyn til den enkelte, kollegerne, til fællesskabet og til de målgrupper og elever, vi arbejder med.

Ring bare, hvis der er noget

Min opfordring til jer, der sidder alene med svære dilemmaer, er at tale med andre lederkolleger i netværket om det, der er svært. Brug os i Uddannelseslederne – enten os i bestyrelsen eller sekretariatet.

Selvom vi ikke yder arbejdsgiver-servicering, tilbyder vi ledersparring, og ofte er det rart bare at få vendt problemstillingerne med nogen uden for egen organisation.

Hold fri og hold ferie, når du har fri og ferie! 

Som ansat uden øvre arbejdstid er det vigtigt selv at kunne administrere den udfordring det er, at man aldrig bliver helt færdig, og at der altid er noget, man kan kaste sig over.

Mit nytårsforsæt skal derfor være at blive bedre til at holde fri, når jeg har fri – håber du vil lade dig inspirere!

Tak for året der er gået og tak for valget på generalforsamlingen, jeg glæder mig til sammen med resten af bestyrelsen at få Uddannelseslederne endnu mere på dagsordenen i 2022.

Glædelig jul og godt nytår

Kristian Hjorth


FGUs Phishing: De blev fanget i eget net

Det gik helt galt fra starten, da FGU Danmark, interesseorganisation for de forberedende grunduddannelser udsendte en falsk mail til medarbejderne:

Først for FGU Danmark, der satte stuntet i gang.

Så for FGUernes direktører, der lod det passere.

Så for Uddannelsesforbundet, der skød på alle ledere.

Og selvfølgelig også for de stakkels FGU-medarbejdere, der plumpede i med begge ben og røde ører.

Undervejs blev også Uddannelsesledernes medlemmer ramt, ganske uforvarende og helt uden skyld i den tossede stunt med at lokke medarbejderne til at give personlige oplysninger fra sig.

Men mere om det senere.

Først skal vi lige have fakta på plads, for det her er åbenbart en meget svær historie – i hvert fald er det svært at forstå, at det kunne gå så galt.

Phishere er nogle røvere

Det handler om internetfænomenet ”phishing”, som er så nyt, at vi nærmest ikke engang ved, om vi udtaler det med p eller f. Men f-udtalen er rigtig, fishing for ”phishing” går netop ud på at fiske personoplysninger med et meget stort net, det såkaldte world wide web.

Via nettet sender forbrydere e-mails eller Twitter-beskeder ud til internetbrugere eller virksomheder for at franarre dem personoplysninger som brugernavn, adgangskode, kreditkort eller netbankoplysninger.

Typisk fremstår beskeden, som om den er afsendt fra en bank, et socialt medie, en IT-administrator eller en person fra modtagerens adressekartotek. Kommer beskeden via sms, så kalder IT-folkene det ”Smishing”, og kommer det som en pop-up besked, taler vi om ”Real time phishing”, der typisk går efter guldet som for eksempel en nøgle fra NemID.

Ofte er det de helt store forbrydere og hackere, der står bag, også selv om deres bestræbelser som regel ender i spam-filteret, hvis de kommer så langt.

FGU Danmark i dårligt selskab

Det var i dette selskab af røvere, FGU Danmark blandede sig, da de lavede en kampagne for at skærpe IT-sikkerheden.

Det hele begyndte med, at alle medarbejdere blev sendt på online-kurser om GDPR og cybersikkerhed. Så langt, så godt. Men så gik det galt.

Nogle kloge hoveder i FGU Danmark havde fået den idé at teste sikkerheden – og medarbejderne – ved at sende phishing-mails ud til alle. Ingen var orienteret på forhånd, bortset fra direktørerne/rektorerne og nogle IT-folk.

Af mailen fremgik det, at medarbejderne kunne få et vederlag på 8.500,- kr., som de dog skulle betale skat af – og derfor blev de bedt om at oplyse det ene eller andet. Alt sammen for at se, om de kunne lokke medarbejderne til at opgive personlige oplysninger, efter at de havde været på kursus.

30-40 medarbejdere hoppede på limpinden – hvilket ifølge brancheforeningen ikke er mange, ud af 2.447 ansatte. Men det var nok til at sætte en lavine af utilfredshed i gang.

Forbund skød til højre og venstre

Det er ikke fedt at blive narret – heller ikke af sin egen arbejdsgiver.

Så det blev hurtigt en sag for Uddannelsesforbundet. Foreningen var med rette rasende over, at FGU’s ledelse på den måde havde forsøgt at snyde underviserne (læs: medlemmerne). De udtalte deres misbilligelse, ikke bare over FGU Danmark og skolernes øverste ledelse, men over alle ledere i FGU-systemet.

Uddannelseslederne kom i klemme

Det siger sig selv, at de ansatte var trætte af at være blevet narret – ovenikøbet af deres egen arbejdsgiver og de chefer, der kunne have forhindret det.

Men den gruppe af chefer hører Uddannelsesledernes medlemmer altså ikke til. Alligevel blev de pludselig skydeskive for medarbejdernes utilfredshed – på grund af udmeldingen fra deres fagforening.

”Vores medlemmer blev beskyldt for at narre deres egne medarbejdere. Uden at kende til kampagnen kom de således i klemme mellem institutionsledere og lærere”, siger Michael Jensen, den nyvalgte næstformand i Uddannelseslederne.

En sag for Uddannelseslederne

Det fik Uddannelseslederne til at reagere – med en venlig påmindelse til fagforenings-kollegaerne i Uddannelsesforbundet om, hvordan ledelsen af FGU er skruet sammen. Og derefter fulgte dialogen med FGU Danmark.

“Vores medlemmer vidste ikke noget om, at phishing-mailen blev sendt ud. Og FGU Danmark har efter min overbevisning overskredet Digitaliseringsstyrelsens etiske guideline til udførelse af digitale sikkerhedstests”, siger Michael Jensen.

”Jeg forstår deres begrundelse, idet 90 procent af alle sikkerheds-brud efter den slags cyberangreb skyldes medarbejdere, der ikke passer på. Det har de faktuelt ret i, og derfor kan der være behov for at øge opmærksomhed og viden om dette. Men den falske phishing-mail var ikke den rigtige måde”, siger han.

Udover dialogen umiddelbart efter phishing-mailen, har Uddannelseslederne holdt møde med FGU Danmark.

”Vi fortsætter dialogen fremover og har allerede næste møde om problemet i kalenderen i begyndelsen af 2022”, siger Michael Jensen.

Monty Pythons ”The Fish Slapping Dance” beskriver bedst sagen om FGU’s Phishing Slapping af medarbejderne.


Ny bestyrelse sætter kurs for Uddannelseslederne

Uddannelseslederne har fået en ny bestyrelse – med fire gengangere og to nye medlemmer. Det borger både for stabilitet og fornyelse, hvilket også afspejler sig i Uddannelsesledernes nye strategi.

I spidsen for foreningen står Kristian Hjorth som formand – til daglig leder i ”Headspace” – og Michael Jensen som nyvalgt næstformand. Michael Jensen fra EUC Vestsjælland har dog års erfaringer som bestyrelsesmedlem.

Det samme har de genvalgte bestyrelsesmedlemmer, Søren Wistrup fra FGU Østjylland som repræsentant for FGU-området og Stine Villumsen fra Byhøjskolen i Aarhus som repræsentant for daghøjskole- og sprogcenterområdet.

To gange fornyelse

Nyvalgte er Helge Haahr Andreasen fra FGU Vest- og Midtsjælland og Nis Peter Nissen fra Kompetencehuset i Aarhus.

Nis Peter Nissen blev i første omgang valgt som suppleant for valggruppens ledere fra daghøjskoler og sprogcentre, men kom ind som afløser for Helle Bøtcher, der af personlige årsager blev nødt til at trække sig fra bestyrelsesarbejdet.

Den nye bestyrelse har været i arbejdstøjet. Siden generalforsamlingen er der afholdt 3 bestyrelsesmøder.

”Vi har konstitueret os, fordelt arbejdsopgaver, udvalgsposter og ansvarsområder. I den forbindelse takker jeg Helle for det store arbejde, hun igennem tiden har lagt i foreningen, og hilser Nis velkommen i bestyrelsen”, siger foreningens formand Kristian Hjorth.

Retningen er sat

Bestyrelsen har på et af møderne haft tema om strategi og politisk linje, hvor der var enighed om følgende:

  • vi skal være bedre til at fortælle om de principielle sager
  • dialog skal søges og udføres med en vis kant og stadig være saglig
  • vi vil fortsat være opmærksomme på udfordringen i forhold til at repræsentere de mindre områder
  • vi vil fortsat afgive høringssvar på relevante områder, være synlige og have fokus på at blive inviteret med til de rigtige møder og få plads i relevante udvalg
  • vi sætter fokus på Erhvervsskoleområdet, hvor vi ved der er et stort medlemspotentiale
  • vi undersøger, hvor der er mellemledere, der kunne være organiseret hos Uddannelseslederne
  • i forhold til medlemsønsket om større fokus på netværksdannelse skal det afklares, om netværk skal faciliteres sektionsmæssigt, regionalt eller f.eks. på tværs af sektorer.

Andre poster 

Der blev valgt flere andre suppleanter:

  • Jens Harpøth Baltzersen fra FGU Midt-Vest – for valggruppen ledere fra FGU
  • Karina Larsen Nilsson fra ZBC – for erhvervsskolelederområdet
  • Rikke Kristoffersen fra Haderslev Sprogcenter – for valggruppen ledere fra daghøjskoler og sprogcentre
  • Kirsten Kaas, Kofoeds Skoles Oplysningsforbund – for valggruppen øvrige ledere

Som kritiske revisorer blev Kim Kyed og Dorte Lundorff valgt. Som revisorsuppleanter valgtes Katrine Larsen og Kristian Dysted


Årskurset var en succes – sæt x i kalenderen den 20.- 21. september næste år

Oplægsholderne gav den gas. Maden var god. Og mindst en af deltagerne var glad for at være med.

I hvert fald skrev Stine Aaen Dürr, HR-chef hos FGU Midt-Vest i Silkeborg, dette på LinkedIn, dagen derpå:

”Tak for to super gode dage ved Uddannelsesledernes årskursus :-). Herligt at møde kollegaer fra andre FGU’er og inspirerende oplæg ved bl.a. Helle Hein, Dennis Nørmark og Jacob Mark. Næste år bliver vi forhåbentlig endnu flere, så der kommer endnu mere netværk på tværs af FGU”.

Kom til Munkebjerg i 2022 

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Foreningen er allerede i gang med planlægningen af næste årskursus den 20.- 21. september 2022 på Munkebjerg Hotel

”Vi garanterer et stærkt og alsidigt program, med aktuelle oplæg og rig mulighed for at netværke med kolleger fra hele landet”, lover formanden Kristian Hjorth.

”Flere deltagere gav udtryk for, at det var ærgerligt, at ikke endnu flere medlemmer fik oplevelsen af at være med. Det kan vi i fællesskab gøre noget ved, os der var med i år: Hiv fat i en kollega og tag ham eller hende med.

”Billedet illustrerer, at der også blev tid til en løbetur i den vidunderlige natur omkring Munkebjerg Hotel”, skriver Stine Aaen Dürr i sin anbefaling af årskurset.

Mange lyttede op mod den store fællesskærm, enkelte multitaskede på mindre skærme og indimellem var der nogle, der stjal et kik ud over Vejle Fjord gennem de skærmede vinduer.

Årskurset bød på masser af inspiration til arbejdslivet – blandt andet undet dette oplæg med Dennis Nørmark.


Log bare på: Vores hjemmeside er ikke usikker

Det lyder lidt som piloterne i John Cleese-sketchen “How To Irritate People – If you are a pilot”: To piloter keder sig, da en af dem (Cleese) får en god idé og tænder for mikrofonen:

“Hello. This is you captain speaking. There is absolutely no cause for alarm.”

Det griner piloterne lidt af, for nu begynder passagererne først at bekymre sig. Efter en pause fortsætter Cleese: “The wings are not on fire.”

Det er det samme med denne besked til alle medlemmer: Som trofaste brugere af vores hjemmeside har erfaret, har vi været udfordret på teknikken på hjemmesiden, hvor man blev mødt med en advarsel om at siden var usikker – det er nu løst. Hjemmesiden har hele tiden været sikker, advarslen var en fejl.

Nyvalgt tovholder for web

”Vi arbejder fortsat på at få optimeret hjemmesiden, således at det er nemt at finde de oplysninger, man søger”, siger Uddannelsesledernes formand, Kristian Hjorth.

Og det er ikke bare tomme ord. I foreningens nye bestyrelse er det nyvalgte Nis Peter Nissen fra Kompetencehuset, der bliver tovholder på hjemmesiden.

”Har du gode ideer til indhold, eller oplever du mangler på hjemmesiden, hører vi meget gerne om det”, tilføjer formanden.

Fra filmen ”How to Irritate People” – fordi vi ikke kunne finde et billede af en usikker forside af Uddannelseslederne.dk – for den er jo atter uden fejlmeldinger. Så der er ingen grund til bekymring.


Uddannelseslederne med i alliance for flere faglærte

Af Jakob Risom, pressechef på Det Sociale Netværk

Skole- og FGU-elever, studerende på gymnasier og erhvervsskoler, formænd og -kvinder fra fagforbund, arbejdsgiverorganisationer, lærere, skoleledere, uddannelsesvejledere. De var der alle sammen, da Alliancen for Faglig Uddannelse blev stiftet. Målet var klart for de over 50 fremmødte: Flere unge skal interessere sig for faglige uddannelser.

Det er udsigten til, at Danmark – som det ser ud p.t. – vil mangle 100.000 faglærte i 2030, der har bragt parterne sammen. Men det er også et stigende antal unge, som ikke trives med deres uddannelse, der har fået ”headspace” til at tage initiativ til Alliancen for Faglig Uddannelse.

Unge uden uddannelse mistrives

Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og stifter af ”headspace”, indledte dagen med at slå fast, at vi skal have flere unge til at trives i livet og med deres valg af uddannelse. Og de to ting hænger tæt sammen.

Flere og flere unge mistrives nemlig, fordi de tvivler på retningen, job og uddannelse. Hver tiende ung, der i dag opsøger headspace, er hverken i arbejde eller i uddannelse ved deres første samtale, og de har markant lavere livstilfredshed, er mere ensomme og trives dårligere end andre unge, der kommer i headspace.

”Mange af dem ville finde sig bedre til rette på en erhvervsuddannelse end i gymnasiet. Det er vigtigt, at vi viser alle unge de muligheder, der er i erhvervsuddannelserne,” sagde han.

Folkeskolen er for teoretisk

Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, lagde vægt på, at undervisningen i Folkeskolen i Danmark er blevet for teoretisk.

”Det, vi taler om i forhold til, at der er manglende tilslutning til de faglige uddannelser, er noget, der starter i Folkeskolen. Vi er nødt til at få et bredere dannelsesfundament i Folkeskolen og det skal ske ved at diskutere fordelingen mellem teori og praksis i skolen. Danmark ligger langt under vores nabolande med hensyn til praktiske fag i skolen,” sagde undervisningsministeren.

Alle unge skal med

Det handler om at få alle unge med. Både dem, som er boglige, og dem, som er kreativt intelligente. De seneste tal viser, at 76.000 unge under 30 år hverken er i uddannelse eller har tilknytning til arbejdsmarkedet.

Blandt de 15-24-årige er det syv procent – eller over 46.000 – som ikke har gennemført anden uddannelse end grundskolen og hverken har et job eller er i gang med en uddannelse. Og andelen af unge over 25 år med en studentereksamen, der ikke læser videre, er blevet større i løbet af de seneste 10 år.

Stolte svende

Samtidig blev det på Alliancens stiftende møde også slået fast, at de faglige uddannelser er en direkte adgangsbillet til arbejdsmarkedet med lav arbejdsløshed og gode lønninger. Det kunne repræsentanterne for ungdomsorganisationerne skrive under på.

”Fordommene om erhvervsuddannelser skal simpelthen modbevises, og unge skal vide, at det ikke er uddannelseslængden, der afgør deres værd. Med en faglig uddannelse får man lov til at bidrage til noget, der rækker ud over en selv. Man kan næsten altid konkret pege på det, man har lavet og det giver en stolthed og selvstændighed, som mange unge i dag har brug for,” sagde den unge formand for Metal Ungdom, Carl Emil Lind Christensen.

Læser videre eller bliver selvstændige

En anden pointe på dagen var, at det absolut ikke er statisk at tage en faglig uddannelse. Der er mange muligheder for at læse videre, blive selvstændig eller bare gå i en anden retning. Én ud af fem med en faglig uddannelse læser videre, men unge ser generelt erhvervsuddannelse som et valg, der vil låse dem fast i al fremtid.

”Vi skal væk fra den tanke, at faglig uddannelse er styrende for resten af dit liv. Der er mange muligheder, og vi har virkelig brug for de fagligt uddannede,” sagde Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør for Dansk Industri.

Alliancen skal fremover mødes hvert halve år.

Uddannelseslederne var med på første række, da Poul Nyrup og Undervisningsministeren samlede en alliance for flere svendebreve.


Om initiativet ’Hvad kan jeg blive?’

’Hvad kan jeg blive?’ er et initiativ i ”headspace Danmark”, som hjælper unge, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg, og inspirerer dem til at overveje en faglig uddannelse. Initiativet dækker over en lang række indsatser.

Hvad kan jeg blive?
Pernille Rosenkrantz-Theil blev selv Børne- og undervisningsminister.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har givet 17 mio. kroner i støtte til headspaces rådgivning og udviklingen af ’Hvad kan jeg blive?’ frem til slutningen af 2023. Målet er at flere unge skal interessere sig for erhvervsuddannelser og færre skal tvivle i forbindelse med deres beslutning om retning, job og uddannelse.

Den første del af ’Hvad kan jeg blive?’ består af websitet www.hvadkanjegblive.dk, der præsenterer flere end 280 erhvervsuddannelser og er unikt i både opbygning og indhold. Opbygningen af prototypen til sitet fik i starten af 2021 støtte fra Dansk Metal, 3F, Fødevareforbundet NNF og HK samt Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening – de medfinansierede en donation på 1 mio. kr. fra Industriens Fond.

Alliancen for Faglig Uddannelse er en indsats under ’Hvad kan jeg blive’, hvor en lang række fagforbund, arbejdsgiverorganisationer og elevorganisationer samles for i fællesskab at styrke de faglige uddannelser.